Angus-amok!


Skal overtegnede dømme efter de henvendelser, vi har fået på B.T.s rockredaktion de sidste ganske mange år, så er der ét band, som nogenlunde konstant står øverst på danske rockfans’ ønskeseddel år ud og år ind. Ja, faktisk i de sidste 14 år, der er gået, siden det pågældende band sidst var her.

Men alt godt kommer jo til den, som venter, hævdes det. Og efter til sommer giver de atter koncert i Danmark – selveste det gungrende grundkursus i rock’n’roll, som det altid var ment:

AC/DC!!

De australsk/britiske legender spiller 19. juni næste år i Parken.

Den nyhed vil givet få en granitblok til at falde fra danske fans’ hjerter. Da AC/DC tidligere på året annoncerede deres forårsturné i Europa, solgte billetterne ud, før man kunne nå at sige 'Bad Boy Boogie', mens danskerne stod med desperationen malet i øjnene, fordi der ikke var annonceret nogen koncert i Danmark.

Men til sommer ruller 'The Rock And Roll Train' ind på Østerbro, og der er god grund til at glæde sig. Ikke alene har AC/DC en ærefrygtindgydende stak rockklassikere i bagagen. De har også deres bedste album i næsten 30 år - megahittet 'Black Ice' – med sig denne gang.

'Black Ice' slog alle rekorder, da albummet ved udgivelsen 20. oktober gik direkte ind på førstepladsen i 29 lande! Heriblandt Danmark, som også er blandt de 20 lande, hvor pladen allerede har solgt til platinstatus.

Ingen kommentarer: